Glad og positiv familiefar på 42 år søger glad og positiv handicaphjælper til 24-timers vagter.
Om mig:
Jeg er en 42-årig familiefar med en dejlig hustru og fem søde børn i alderen 3 til 16 år. Vi bor i et hus i Værløse og er en glad og kærlig familie med masser af godt humør. Jeg er tidligere anklager ved politiet.
Jeg er desværre blevet ramt af ALS, men kan stadig gå korte afstande med støtte, og sidder ellers i kørestol. Det betyder, at jeg har brug for praktisk hjælp til almindelige dagligdags gøremål, så jeg kan leve så normalt som muligt. Det vil sige alt fra hjælp til at spise og drikke, personlig pleje, og til at tage med mig og min familie på udflugter - nogle gange med overnatning.
Det betyder meget for mig stadig at være en helt almindelig familiefar. Du skal derfor også hjælpe mig med at udføre mit bidrag til vores fælles husholdning – herunder rengøring, indkøb, lettere madlavning og hjælp til min 3-årige søn, når jeg af og til er alene med ham.
Lidt om dig:
Du er mødestabil, fleksibel og ansvarsfuld. Du har et godt humør, er udadvendt og kan se dig selv indgå i en ung familie med fem børn. Du er ikke-ryger og skal have kørekort. Jeg søger en hjælper, som er fysisk stærk, da jobbet kræver en vis fysik, selvom jeg har en del hjælpemidler. Du skal være åben over for at lære og sætte dig lidt ind i ALS. Og så skal vi selvfølgelig have en god kemi.
Om jobbet:
Jeg har allerede et godt og velfungerende hjælperteam bestående af 4 kvindelige BPA-hjælpere og mangler dig som min 5. hjælper. Sammen forventes det, at I kan dække hinanden ind under sygdom og ferie.
Jeg har 17 vågne timer og 7 rådighedstimer (fra kl. 23-06), hvilket betyder, at du er på arbejde i en 24-timers vagt.
Du skal selv sørge for din egen mad, men vi har kaffe og te til fri afbenyttelse. Da der vil være en del tid i løbet af en vagt, hvor jeg ikke har brug for hjælp, har vi et værelse, hvor du kan være, når du ikke udfører hjælperopgaver. Du vil blive oplært i arbejdsopgaverne, så erfaring er ikke en forudsætning, men en fordel.
Send din ansøgning, hvor du skriver lidt om dig selv, din alder og din baggrund til: bpahjaelperteam@gmail.com
Ansættelse under overenskomst og aflønning forestås af LOBPA, og yderligere oplysninger fås ved henvendelse til dem og på www.lobpa.dk
Jeg holder samtaler løbende. Hvis du ikke har hørt fra mig inden den 1. januar 2025, har jeg ansat en anden. Opstart snarest muligt.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Furesø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
LOBPA, Blekinge Boulevard, 2630 Taastrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-01-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6158807