Digitaliseringskonsulent med fokus på automatisering og AI i Furesø Kommune

dato

Er du en tech-nørd og en haj til at automatisere processer med Power Automate? Så er det måske lige netop dig, vi søger til vores team i Borgerservice og Digitalisering.

I Borgerservice og Digitalisering brænder vi for at levere en god og effektiv service til kommunens borgere og vores kollegaer, og med dig ombord håber vi at blive endnu bedre til at automatisere og styrke vores digitale service.

Hos os bliver du en del af et team med fokus på at optimere kommunens processer og services ved hjælp af automatiserings- og AI-teknologier. Din rolle vil være at udvikle og vedligeholde tekniske løsninger inden for automatisering, integration og kunstig intelligens baseret på Microsofts platform og low-code/no-code værktøjer som Power Automate og Copilot Studio.

Lige nu er arbejdet med automatisering og AI forankret i Borgerservice og Digitalisering, men vores ambition er at udbrede anvendelsen af automatiseringsteknologier i kommunen og gøre det muligt for flere kollegaer at udvikle egne løsninger ved hjælp af low-code/no-code værktøjer. Her vil du også få en vigtig rolle i forhold til at hjælpe kollegaer med at bruge værktøjerne.

Dine vigtigste arbejdsopgaver
  • Udvikle og vedligeholde automatiserings- og AI-løsninger ved hjælp af Microsoft Power Automate og Copilot
  • Samarbejde med forskellige afdelinger for at identificere digitaliseringsmuligheder og udvikle effektive løsninger
  • Overvågning og optimering af eksisterende automatiseringsprocesser
  • Uddannelse og support til kollegaer i brugen af automatiserings- og AI-teknologier
  • Samarbejde med eksterne it-leverandører om implementering af automatiserings- og AI-løsninger
Hvem er du?

For at lykkes i rollen er det vigtigt, at du er fagligt nysgerrig, struktureret og tager ejerskab over dine opgaver. Du elsker at arbejde med nye teknologier og trives med projektarbejde. Du ser dig selv i en udadvendt rolle, hvor du kommunikerer med interessenter på alle niveauer.

Vi ser gerne, at du har erfaring med:

  • Microsoft Power Platform eller andre RPA-værktøjer som UiPath og BluePrism. Vi benytter dog Power Automate som automatiseringsplatform.
  • At optimere services og processer gennem automatisering, data og AI
  • Datastrukturer og process flows
  • At formidle kompleks information og tekniske begreber, så det bliver forståeligt

Har du erfaring med Microsoft 365-platformen og programmering i Python, Node.js, SQL eller databaser, er det en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har lysten til at lære og arbejde med de værktøjer, vi bruger.

Hvem er vi?

Med dig på holdet bliver vi et team på 9 digitaliseringskonsulenter i Borgerservice og Digitalisering, som arbejder med digitalisering på tværs af hele organisationen. Vi har forskellige baggrunde, og vores opgaver spænder vidt fra implementering af ny teknologi til informationssikkerhed og drift af fælles it-systemer og infrastruktur i samarbejde med IT-Forsyningen, som varetager kommunens it-drift og brugersupport.

Hvorfor blive en del af Borgerservice og Digitalisering?

Vi kan nævne mange gode grunde til at blive en del af Borgerservice og Digitalisering i Furesø Kommune, men vigtigst af alt bliver du en del af en afdeling, der prioriterer din trivsel og faglige udvikling.

  • Vi går op i en god start, derfor har vi udviklet en onboarding, som er med til at holde fokus på dette.
  • Du får mulighed for at sætte dit eget præg på kommunens digitale udvikling.
  • Det er vigtigt for os, at du bliver en del af holdet og forstår vores visioner og fælles værdier.
  • Du vil få mulighed for at arbejde med banebrydende teknologi og innovative projekter.
  • Vi har fokus på selvudvikling, så vi sammen kan skabe et positivt og uformelt arbejdsmiljø.
Ansøgningsfrist

Hvis du mener, at du er den rette kandidat, ser vi frem til at modtage din ansøgning. Send din ansøgning og CV via vores rekrutteringssystem.

Ansøgningsfristen er 15. januar 2025.

Ansættelsesdatoen er den 1. marts 2025 eller hurtigst muligt.

Vi forventer at holde 1. samtaler den 20.-21. januar og 2. samtaler den 27.-28. januar 2025. Til 2. samtalen vil der være en case, som du skal forberede dig på.

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer og er en fast stilling.

Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.

I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder i Borgerservice og Digitalisering - Michael Egebjerg Hansen på telefon 72163735.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Job i Furesø? Kom og vær med!

I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.

Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=ecc4850d)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Furesø Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Furesø Kommune - Borgerservice og Digitalisering, Bymidten, 3500 Værløse

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-01-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/0cc605b2-9c25-40f3-8b08-86f76b1fa4a8

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet