BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Da endnu en af vores dygtige kollegaer er i lykkelige omstændigheder, søger vi en barselsvikar til vores Modtagelse, der primært arbejder med risikovurderinger og screeninger efter Barnets Lov §§ 136 og 18.
Om organiseringen af Modtagelsen og det samlede børneområde
Det udsatte børneområde har i forbindelse med Barnets Lov gennemgået en omstrukturering, der blandt andet har betydet oprettelsen af en ny styrket Modtagelse bestående af 7 børne- og ungerådgivere, der alle indgår som en del af et fast vagtrul over 7 uger. Et vagtrul starter med en uge som forvagt, hvor man tildeles alle indkomne, nye sager - arbejdsopgaverne spænder vidt fra den akutte håndtering af sager med mistanke om vold og overgreb, til almindelig sagsbehandling med indkaldelse partshøring og børnesamtale i løbet af de følgende uger, alt sammen med henblik på screening af sagen i forhold til videre sagsskridt, herunder eventuelt henvisning til kortevarende § 30 forløb eller videresendelse af sagen til et af vores indsatsteam med henblik på iværksættelse af længerevarende § 32 forløb samtidig med afdækning efter § 19 eller BFU efter § 20. Derudover følger en række adhoc opgaver i forbindelse med vagt- og bagvagtsugen, eksempelvis håndtering af aktindsigt og udarbejdelse af udtalelser til retten, Familiehuset eller lignende.
I vagtugerne er der er tæt samarbejde mellem de to børne- og ungerådgivere, der har henholdsvis for- og bagvagt, ligesom der er løbende mulighed for sparring fra afdelingsleder i forhold til vurdering og håndtering af sagerne. Yderligere er der afsat tid til individuel sagsgennemgang to gange i hvert vagtrul, ligesom der er god mulighed for løbende sparring. Endeligt holder vi fast teammøde hver mandag, ligesom vi modtager ekstern supervision hver anden måned.
Udover de to myndighedsområder på det udsatte børneområde, består den samlede Børne- og Ungerådgivningen af et børnehandicapteam på fem rådgivere, fire forebyggende dagtilbud- og skolesocialrådgivere, to familieplejekonsulenter, og fire administrative medarbejdere.
Vi arbejder i DUBU og arbejder dermed også med ICS som teoretisk referenceramme som udgangspunkt for vores screeninger, afdækninger, børnefaglige undersøgelser og Barnets Plan - men derudover er vi en afdeling, hvor der er rum og mulighed for at inddrage andre metodiske afsæt i tilgangen til vores familier, eksempelvis er vi inspireret af tankerne bag Signs Of Safety som kommunikationsredskab i mødet med familierne. Herudover har vi siden et særligt fokus på, hvordan vi i højere grad kan arbejde med netværksinddragelse.
Om din profil
Vi søger en kollega, som vigtigst af alt brænder for arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier, og som derudover opfylder én eller flere af følgende kriterier:
- Vi forventer, at du har relevant faglig baggrund som socialrådgiver eller socialformidler.
- Vi ser selvfølgelig gerne, at du har erfaring med den kommunale sagsbehandling inden for børneområdet, herunder kendskab til DUBU som fagsystem og ICS som socialfaglig metode.
- Er du nyuddannet eller nyligt uddannet, lægger vi vægt på, om du har erfaring med den kommunale sagsbehandling og/eller arbejdet med udsatte børnefamilier fra praktik eller lignende.
- Vi tilbyder introduktion til afdelingens sagsgange og serviceniveauer, samt løbende sparring fra både ledelse og kollager i forhold til dine konkrete sager, men har samtidig en forventning om, at du har lyst til og mod på selvstændigt at kaste dig ud i samarbejdet med familier og professionelle.
- Vores hverdag er præget af et højt arbejdstempo og stor uforudsigelighed, hvorfor vi forventer, at du kan bevare overblikket i travle perioder, have mange bolde i luften på samme tid og samtidig arbejde systematisk og helhedsorienteret. - Endeligt bruger vi en del tid på løbende journalisering, udarbejdelse af afdækninger, børnefaglige undersøgelser, Barnets Plan, afgørelser og henvisninger, hvorfor vi forventer en medarbejder, som befinder sig godt med den administrative del af jobbet og er god til at formulere sig på skrift.
Løn og ansættelse
Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny løn. Vikariatet er på 37 timer og minimum 8 måneder med mulighed for forlængelse. Stillingen ønskes besat pr. 1.6.24 eller snarest muligt.
Vil du vide mere om stillingen?
Så er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for Modtagelsen Louise Muff på telefon: 7216 5140.
Ansøgningsfristen er mandag den 22. april 2024, og der afholdes ansættelsessamtaler onsdag den 24. april 2024. Vi ser frem til at høre fra dig.
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=1c677d0b)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Furesø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Forebyggelse for børn og unge, Stiager, 3500 Værløse
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6024624