AFVIKLING AF VOKSENKAMPE (U19, SENIOR OG OLDIES) I VÆRLØSEHALLEN

dato

Nyheden er fra Furesø HåndboldKlub

PROTOKOL FOR AFVIKLING AF VOKSENKAMPE (U19, SENIOR OG OLDIES) I VÆRLØSEHALLEN


Furesø Håndbold Klub følger sundhedsmyndighedernes og forbundets (DHF/HRØ) Covid-19 retningslinjer, og er samtidig underlagt Furesø Kommunes skærpede retningslinjer for trænings- og kampafvikling, hvilket betyder at vi max. må være 50 personer i hallen alt inklusive.


FØLG ALTID SUNDHEDSSTYRELSENS ANBEFALINGER

Generelt skal sundhedsmyndighedernes anbefalinger vedr. Covid19 skal til enhver tid overholdes.

a.     Bliv hjemme, hvis du har symptomer

b.     Hold afstand

c.     Afspritning og håndhygiejne

d.     Begræns smitte - ingen unødigt ophold i hallen


KRAV OM BRUG AF MUNDBIND ELLER VISIR I HALLEN

Fra og med torsdag d. 29. oktober 2020 er det obligatorisk at bære mundbind eller visir for alle personer på 12 år og derover (medmindre man har en gyldig årsag til ikke at bære mundbind eller visir), når man færdes på offentligt tilgængelige indendørs steder, herunder altså også i Værløse Hallen.

Hovedreglen er, at mundbind/visir altid skal bæres, når du bevæger dig ind i, ud af og rundt i Værløse Hallen.

For spillere/trænere/holdledere betyder dette, at mundbind/visir skal bæres, undtagen når du er i gang med opvarmning i de dertil afmærkede opvarmningsarealer eller er i kamp på kamparealet. Så snart du forlader kamparealet, skal mundbind/visir igen bæres, indtil du har forladt Værløse Hallen.

Frivillige og evt. tilskuere skal altid bære mundbind/visir i hallen, undtagen når du sidder ned. Så snart du rejser dig fra en siddeplads, skal du igen bære mundbind/visir.

BRUG DEN RIGTIGE IND- OG UDGANG I VÆRLØSEHALLEN

Alle håndboldspillere og trænere skal bruge indgangen forenden af Værløsehallen markeret med ”indgang håndbold” som ind- og udgang til Værløsehallen.


Afsprit venligst hænder med det samme ved indgang til Værløsehallen. Der er opsat dispensere med håndsprit umiddelbart indenfor indgangen til hallen.


MØDETID, OMKLÆDNING OG OPVARMNING

Mødetid max. 5 kvarter før kampstart.


Der vil være vært(er) til stede i hallen fra Furesø HK, som guider både hjemme- og udehold samt dommere igennem en forhåbentlig god kampoplevelse i Værløsehallen. Henvend jer derfor til en vært (er klædt i tøj fra Furesø HK) ved ankomst.


Furesø HK tilbyder omklædningsrum til både hjemme- og udehold samt dommere til såvel omklædning, taktikmøde samt bad efter kamp. Husk rengøring af alle kontaktflader efter brug og umiddelbart før omklædningsrummet forlades for sidste gang.


Adgang til afmærkede opvarmningsarealer 45 minutter før kamp. Bemærk INGEN brug af harpiks og INGEN boldspil i opvarmningsarealer. Furesø HK sørger for rengøring af opvarmningsarealer efter et hold har brugt disse, så opvarmningsarealerne er klar til næste hold.


Adgang til hal hurtigst muligt når denne er ledig og rengjort – min. 15 minutter før kamp. Gå ikke ind på banen, før banen er tømt for tidligere hold og er rengjort.


Forlad Værløsehallen hurtigst muligt efter omklædning efter kamp – tag derfor ikke unødigt ophold i hallen, så vi til enhver tid overholder det gældende forsamlingsantal.


KAMPAFVIKLING

·       Furesø HK forsøger at afvikle på så normal vis som muligt.

·       Huske selv at medbringe evt. overtrækstrøjer til eget hold – da disse ikke må udlånes mellem hold.

·       Pause i kampe afholdes på banen eller i tildelt omklædningsrum

·       Normal hilsepligt efter kamp er suspenderet

·       Forlad banen hurtigst muligt efter kamp, så hallen kan klargøres til næste hold/kamp.

·       Evaluering af kamp kan foregå i omklædningsrum ifm. med bad og slutomklædning.

 

 

TILSKUERE OG ADGANG TIL AT SE KAMPE

På grund af det maksimale forsamlingsantal på 50 i hallen, kan Furesø HK desværre ikke på nuværende tidspunkt byde tilskuere, fra hverken hjemme- eller udehold indenfor i Værløsehallen.


Da vi desværre ikke kan have tilskuere i hallen, vil Furesø HK i stedet forsøge (men ikke love) at streame kampe (HS 2. div., HS kval. række, DS 2. div. og DS 3. div.) fra klubbens side på Facebook: ”Furesø Håndbold”. Vi håber dermed at kunne skabe adgang til alligevel at give tilskuere, som ellers ville være kommet i hallen, muligheden for at se kampen hjemmefra.


TOILETTER

Der henvises til brug af toiletterne i de omklædningsrum, de enkelte hold får tildelt under deres ophold i Værløsehallen.


CAFÉ

I forbindelse med Værløsehallen er der en café. Furesø HK kan ikke garantere, at denne er åben i forbindelse med kampafvikling. Såfremt caféen er åben, og man måtte ønske at købe noget herfra, skal man huske at bære mundbind ved indkøb i caféen.


PERSONLIGE EJENDELE

Furesø HK henstiller til, at man altid medbringer sine personlige ejendele til de arealer, man opholder sig i (fra omklædningsrum til opvarmningsareal til banen og retur til omklædningsrum efter kampafslutning). Dette skyldes, at omklædningsrummene ikke aflåses (af hensyn til adgang til toiletter og evt. ophold i kamppause).


HJÆLP TIL MED AT SIKRE EN HENSIGTSMÆSSIG KAMPAFVIKLING

Af hensyn til vores alle sikkerhed og for at sikre at vi fortsat kan dyrke håndbold i hallerne, også i en Corona tid, bedes alle hold og spillere efterleve ovenstående retningslinjer i forbindelse med kampafvikling.


Alle bedes efterleve instruktioner fra vært(er) og halpersonale.


Hjælp til med at rengøre kontaktflader i omklædningsrum og opvarmningsareal.


Er du/I i tvivl om noget i forbindelse med kampafviklingen, så tøv ikke med at spørge jeres vært eller halpersonalet. 

Vi er der alle for at hjælpe og for at sikre en sikker og tryg kampafvikling, så alle får en god oplevelse omkring kampafviklingen i Værløsehallen.


Furesø HK glæder sig til at byde dig og dit hold velkommen til kamp i Værløsehallen.

 

Med sportslige hilsner

Bestyrelsen i Furesø Håndbold Klub

Kilde: Furesø HåndboldKlub